Formålet med pædagogisk Sandplay er at tilbyde et pædagogisk rum, hvor det bliver muligt gennem leg at blive aflastet for indre kaos samt udtrykke følelser og oplevelser, som kan være svære at sætte ord på. Legen / arbejdet foregår i en sandkasse med sand og figurer / symboler fra menneskelivet.
Metoden bruges med mennesker helt ned til 4 år og kræver ingen forudsætninger - det vil sige også til voksne. Pædagogisk Sandplay er særligt velegnet til børn og unge, da arbejdet med sand og figurer hjælper med at komme væk fra den bevidste, venstre hjernehalvdel til den mere fantasifulde, højre hjernehalvdel. Det indre liv får et udtryk og bliver et fælles tredje mellem barnet / den unge og mig.
Der er tale om en meget dybtgående, men samtidig nænsom måde at arbejde med alle typer udfordringer i et menneskes liv - også med udfordringer, som kan være svære at sætte ord på.
Metoden opløser blokeringer og er med til at genoprette den psykiske balance.
I pædagogisk Sandplay går man ikke tilbage til tidligere traumer, men tager udgangspunkt i dén situation, vedkommende befinder sig i her og nu, og arbejder fremadrettet og løsningsorienteret med situationen, hvilket kan frembringe nye handlemuligheder for barnet / den unge.
En far til en 10-årig pige henvender sig; forældrene er blevet skilt, og pigen bor skiftevis hos dem en uge ad gangen. Faren fortæller, at pigen er blevet trist og indadvendt, og at forældrene har svært ved at tale med hende om dét, der trykker.
Jeg taler kort med pigen og spørger lidt ind til hendes liv. Så beder jeg hende lave en sandkasse af hendes liv med figurer, hun vælger i reolerne og placerer i sandkassen (lige som hvis hun skulle male et billede af sit liv). Pigens sandkasse er delt i to; hendes liv hos mor og hendes liv hos far. Der er en tydelig mur mellem de to kun afbrudt af en bro, hvor hun og hendes søster står midt på. Til slut laver pigen en ny sandkasse, hvor hun viser, hvordan hun godt kunne tænke sig situationen skulle være (i en realistisk verden).
Da pigen er færdig med sandkasserne, kommer hendes far ind og ser hendes sandkasser. Han bliver meget rørt, da sandkasserne tydeligt viser, hvordan pigen har det i sit nye liv og hvor lidt der skal til, for at situationen kan blive bedre for hende. Det meste skete helt ordløst.
En mor til en 16-årig ung mand henvender sig: sønnen er begyndt at få ondt i maven, når han skal tilbage på sin efterskole.
Jeg beder den unge mand vælge en figur, der repræsenterer ham selv, som han har det. Bagefter beder jeg ham tilføre hjælpefigurer, der kan hjælpe ham med at komme i kontakt med hans egne ressourcer og føle sig bedre tilpas.
Først var den unge mand tøvende, han syntes, det virkede fjollet at skulle "lege i en sandkasse", som han udtrykte det. Men efter at jeg havde vist ham et par korte eksempler, forstod han, hvordan metode virkede, og kort efter var han i fuld gang med at lave sin sandkasse. Da sandkassen var færdig, fik han med min støtte, pludselig øje på nye ressourcer og handlemåder til at få det bedre på efterskolen.
Når der arbejdes på denne måde, bliver den unge først rummet, og kan derefter på en tryg måde udforske egne ressourcer og læring og få større indflydelse på egen trivsel.
Pædagogisk Sandplay er udviklet af Yes2Life, Silkeborg, hvor jeg har tog min Pædagogisk Sandplay-uddannelse i 2020-21.
For yderligere information; www.yes2life.dk
Se også Yes2Life -film på Youtube om pædagogisk Sandplay i praksis med 10-årig pige om "at genfinde ro, når man er blevet bange" (varighed 9:39 min.)